Børn og seksualitet

Børn og seksualitet

Seksualpolitik for Privat Institution Krudtuglerne

Formålet er, at vi alle ved, hvornår vi skal gøre noget og hvordan. Vi skal turde stille spørgsmål og have en åben dialog om det, der bekymrer eller undrer os.

Det er derfor vigtigt at vide, hvad der er normal og naturlig udvikling for at kunne se, hvornår vi skal have skærpet opmærksomhed og skal gribe ind.

Målgruppe:

Politikken retter sig mod alt personalet i Krudtuglerne

Definitioner:

Børns seksualitet:        Det er naturligt at børnene vælger at lege seksuelt betonede lege med jævnaldrende børn, som er på samme udviklingstrin. Deres nysgerrighed og parathed er nemlig ens.

Forsvarlig og i orden seksuel leg:           

Tre overordnede tommelfingerregler:

  1. Legen foregår mellem ligeværdige, jævnaldrende børn, der også leger sammen ellers. De finder ikke kun sammen omkring denne form for leg. De er venner og der er ikke et skævt magtforhold.
  2. Legen er frivillig for alle parter. Børnene vil typisk være røde i hovederne og let fnisende, og de er ikke pågående over for hinanden.
  3. Legen er spontan, og foregår i en positiv atmosfære af nysgerrighed og opdagelseslyst. Den seksuelle adfærd er begrænset, hvad angår type og hyppighed, og børnene holder (midlertidig) inde med legen, hvis en voksen siger, de skal.

 

Faglig Viden:

Hvad er normal og hvad er unormal adfærd?

Der er ikke en fuldstændig facitliste for, hvad der normalt og unormalt. Det normale har jo vide grænser. Der eksisterer dog en del viden og erfaring om, hvordan børn typisk leger seksuelt i forskellige aldre – og hvad der ikke er særligt almindeligt.

Almindelig seksuel adfærd (2-5år):

  • At være nysgerrig i forhold til og eventuelt røre ved familiemedlemmers køn og bryster.
  • At tage tøjet helt eller delvist af.
  • At udforske hinandens kønsdele ved at se på og ved at pille.
  • At ”bolle” (lege samleje) med tøj på.
  • At vise numser og kønsorganer frem.
  • At prøve at putte ting ind i hinanden (fingre, tusser, glaskugler, bær …) Denne aktivitet er normal, men skal taktfuldt stoppes og forklares. Det må de ikke da det kan give infektioner og rifter.
  • At være interesseret i og at udforske forskellene på kønnene.
  • At børnegruppen sammen elsker ”frække ord”.
  • At have erektion.
  • At spørge om køn og sex.

Adfærd, der bør vække bekymring:

  • At have erektion næsten konstant.
  • At lege med afføring i børnehavealderen.
  • At slikke/sutte på andres børns kønsorganer eller opfordre andre børn til at gøre det på sig selv.
  • At tage på pædagogernes bryster/kønsorganer eller prøve at få andre børn eller voksne til at berøre egne kønsorganer.
  • At putte ting ind i egen eller andres tissekone/numse, selv om det gør ondt, eller selv om voksne har sagt fra.
  • At tale/tegne om sex konstant.
  • At tvinge/presse andre til seksuelle lege eller til at tage tøjet af.
  • At vide for meget om sex. Det er f.eks. ikke alderssvarende viden for et børnehavebarn at vide, hvad oralsex er, hvordan sæd ser ud osv.
  • At være seksuelt indladende/opfordrende over for voksne.

Pædagogisk praksis:

Vi taler med børnene om ikke at overskride andres grænser. Vi benytter enhver mulighed for at tale med dem om selv at kunne sige fra overfor andre og overfor lege, de ikke synes om. Dette er utroligt vigtigt at have fokus på og lære børnene.

Børnene skal også vide, at der er adfærd som hører til i privatsfæren og ikke i det offentlige rum. Det kan være at pille ved sine kønsorganer.

Vi taler med børnene om det, når situationen opstår. Vi forklarer, uden at gøre børnene forkerte, hvorfor det er sådan.

Aftaler om adfærd:

  • Børnene skal ikke tage tøjet af og løbe rundt nøgne. Heller ikke ved vandlege.
  • Kys er ikke på munden.
  • Vi bruger ikke ordene, jeg elsker dig til børnene.

Andre aftaler i forhold til personalet:

  • Vi tager som udgangspunkt ikke alene på tur af flere årsager
  • Vi arbejder med åbne døre
  • Alle medarbejdere hjælper alle børn på badeværelset
  • Døren til badeværelset skal stå åben
  • Hvis døren undtagelsesvis er lukket, er det fordi, der er to medarbejdere på badeværelset, eller det skønnes at være grænseoverskridende for et barn, at døren er åben.
  • Når det øvrige personale er indforstået, kan der laves andre aftaler i forhold til at hjælpe enkelte børn.